Jyllands-Posten

Jyllands-Posten har den 17. maj 2026 bragt et større interview med Bent om livet i Himmerriggården. Vi har fået lov til at bringe et uddrag af teksten (skrevet af Anna Konggaard) og nogle af de mange gode billeder (taget af Katrine Noer).

»Vi har hver især et lille frimærke af en have, men også en stor fælleshave med bær, æbler og frugttræer. Der er også en gammel stald fra dengang, det var en gård, som nu er værksted, cykelparkering og private depoter,« fortæller Bent Sortkær.

I dagligdagen består fællesskabet primært af fællesspisning fra mandag til fredag. De har en madordning, hvor prisen for et måltid er 30 kroner pr. voksen, og for børn koster det alder plus én krone. »Så hvis man er ét år gammel, koster det 2 kroner at spise med. Der er fokus på, at man skal kunne bo her som børnefamilie,« forklarer Bent Sortkær.

Da de flyttede ind, var Bent Sortkær »lidt spændt« på grænsen mellem privatliv og fællesskab. »Når man spiser fælles, sidder man sammen med sin familie, men ved bordet sidder der også andre familier. Det er dejligt at snakke med de andre, men jeg vil også gerne snakke med mine børn, og jeg har også brug for at høre, hvordan deres dag har været. Den balance var jeg meget bevidst om i starten.« I dag er det ikke noget, han tænker så meget over længere. Der er respekt for, at folk er til fællesspisning på deres egen måde, og man vænner sig til det. »De samtaler, man ellers ville have haft hjemme, kan man sagtens tage i fælleshuset,« siger Bent Sortkær.

Når Bent Sortkær taler med andre om sit bofællesskab, er det ofte madordningen, som folk bider mærke i – især børnefamilier. »Vi slipper for ulvetimerne. De dage, vi ikke selv laver mad, kan man komme hjem fra arbejde, hente børnene, og så er der bare ro på. Man skal ikke ud og handle og skynde sig at finde på noget mad. Især for småbørnsfamilier er det en gamechanger. Det har været en gave for os.« Han synes generelt, at praktikken i bofællesskabet er en stor fordel i hverdagen. »Vi har fælles trailere, fælles motorsave, fælles værksted, fælles græsslåmaskiner, fælles vaskeri og fælles el-ladestandere. Så behøver vi ikke alle sammen have det samme stående hver for sig. Det er både økonomisk og giver mening i et ressourceperspektiv.«

Hvad tror du gør, at Himmeriggården fungerer så godt som bofællesskab?

»40 års erfaring betyder noget. Da vi flyttede ind, havde det eksisteret i 28 år, og der har jo været knaster undervejs. Det vil der være. Og det er heller ikke for alle. Nogle flytter ind og finder ud af, at det ikke er noget for dem.« Men noget af det vigtigste er, at der er stor lyst til, at kompromiset skal lede vejen frem mod en beslutning, siger han – de stemmer sjældent om noget af større betydning. »Formelt er det sikkert flertallet, der bestemmer, men i praksis prøver vi at lade samtale og kompromis føre os frem.«

Familien Sortkær forventer at blive boende i Himmeriggården i lang tid, ligesom mange af naboerne har gjort. Af de 12 familier er der flere, der har boet her næsten siden starten. »Først med børn, så med børn, der flytter hjemmefra, og nu med børnebørn, der kommer på besøg.«

JP-abonnenter kan læse hele artiklen her.