Fællesspisning skaber godt fællesskab og letter en travl hverdag. Med fællesspisning forsvinder ulvetimen. Fællesspisning aflaster ægteskaber, og børnene elsker at spise sammen med mange andre børn.
”Er det ikke svært at lave mad til så mange mennesker”, er nok det hyppigste spørgsmål fra andre, når vi fortæller om fællesspisningen. Det korte svar er ”nej”. Det er ikke sværere end at lave mad til fire, men det kræver lidt mere planlægning og mere tid. Og også de, som måske ikke ville lave så meget mad i deres parforhold, laver mad på lige vilkår med alle andre.
”Det lyder som en rigtig god idé, men det er nu ikke lige noget for mig” er også en almindelig kommentar. Nogle frygter måske, at de ikke kan være sig selv og slappe af under aftensmaden. Er det ikke pinligt, hvis børnene ikke vil spise? Hvad gør jeg, når jeg er træt og ikke gider snakke med nogen? Vi oplever det ikke som store problemer. Det er OK at tage maden med hjem, hvis man trænger til det. Og vi har alle haft hysteriske unger, så vi ved godt, at det er de vilkår, man lever under, når man har små børn.
I Himmeriggården spiser vi sammen 4 dage om ugen. Vi er 26, når alle spiser med, men tidligere, hvor der var flere børn, som boede hjemme, var vi op til 45. Vi er 3 personer på et madhold, og vi har normalt ikke mere travlt, end at vi får tid til at holde en god ølpause inden spisetid.
Med det antal voksne vi er pt, skal man lave mad sammen med 2 andre ca. 2 dage hver 3. uge. Der laves madplan for en periode på omkring 3 måneder, hvor vi hver især forpligter os til at sørge for mad 3 x 2 dage. Efterfølgende er der et livligt bytteri af maddage.
Et madhold laver mad i to dage. Madholdet står for det hele: Planlægning, indkøb, madlavning, opvask og afsluttende rengøring. Senest dagen før madperioden går i gang, mødes madholdet for at beslutte de kommende dages menu. Ugens tilbud i Brugsen er en af de vigtige inspirationskilder, ligesom årstidens udvalg af grøntsager spiller en stor rolle.
Madholdet fordeler ansvaret med købe ind og have styr på opskrifterne. En central del af indkøbet er naturligvis økonomien. Voksne betaler for tiden 30 kr. pr. måltid, dog 35 kr. om fredagen, hvor vi også får dessert. Hvis man vil melde fra, eller tilmelde gæster, skal det ske senest dagen før, så madholdet ved, hvor meget der skal købes ind, og hvor mange penge, der er til rådighed.
Madholdet mødes kl. 16.15. Opgaverne fordeles efter temperament og evner, og snitteriet starter. Hvis vi skal have kartofler, starter en altid med det. Vores ældgamle, men uundværlige kartoffelskræller, tager det værste af skrællen, men kartoflerne skal gås efter, inden de kommer i gryden. Ikke alle retter kan laves på to timer. Hvis den står på for eksempel bønnesuppe eller skipperlabskovs, sørger vi for, at det bliver lavet på dag 2, så det kan forberedes dagen før.
Vores køkken og maskinpark er beregnet til at lave mad til mange mennesker, og det er en stor lettelse. Vi har masser af plads og rigeligt med skærebrætter, skåle og andre redskaber. Ud over kartoffelskrælleren har vi en riskoger, som kan lave ris til 60 personer, to kaffemaskiner, røremaskine, stor foodprocessor, 2 store induktionskogeplader, stor varmluftsovn og ikke mindst en opvaskemaskine, som vasker op på to minutter. Mindre kan naturligvis gøre det, men det er nu en lettelse med de store maskiner og gryder.
Når maden er så godt i gang, at den kan klare sig selv, er det tid til borddækning. Madholdet bestemmer, hvilke huse, der sidder ved hvilke borde og sætter små skilte med husenes bogstaver på bordene. Vi anretter normalt i fade, som kan fordeles på bordene, men for eksempel suppe, pizza eller rester serveres på buffet.
Nogle gange laver vi for meget mad. Nogle rester er velegnede til madpakker, og så tager vi mad med hjem til dagen efter. Men det meste ryger i fryseren, hvorfra vi så spiser maden på vores fælles arbejdsdage og på særlige restedage. Mange elsker restedagene, det er dage, hvor der serveres masser af forskellige livretter.
Vi har nu lavet mad sammen i næsten 40 år, og vi har aldrig lavet noget, som folk blev syge af. Vi er opmærksomme på god køkkenhygiejne. Vi vasker hænder, og vi skifter viskestykker, karklude, skærebrætter og knive hyppigt. Det er let lige at smide skåle og skærebrætter i opvaskemaskinen, og så er de desinficerede.
Fredage er hyggedage, hvor vi gør (endnu) mere ud af maden, og derudover får dessert. De voksne har øl eller vin med til maden, og børnene får sodavand. Vi spiser lidt senere og bliver hængende noget længere i fælleshuset.
Vi har – som efterhånden alle andre – mange dage uden kød, og det er ganske givet godt for både vores og klodens sundhed. Der er også retter, vi aldrig får i fælleshuset – og så er det jo godt, at vi spiser hjemme nogle dage. Vi har ikke pandekapacitet til at stege hele rødspætter til 30 personer, og vi har ikke økonomi til at servere fasan.
Et stemningsbillede fra et par år siden
Sneen dækker smukt gårdspladsen. Klokken nærmer sig kvart over seks, og bofællerne forlader deres huse og skutter sig, mens de går den korte vej op til fælleshusets varme spisestue. Dagens ret er fladmast kylling med kartofler og fyldig salat, og citronduften fylder rummet.
I fælleshuset brænder ilden lystigt i brændeovnen, og de kuldskære står og nyder småsnakkende strålevarmen i en tæt kreds omkring den. To bytter maddage, og madholdet sætter vand på bordet og hælder maden op, mens folk så småt finder ud af, hvilket bord de skal sidde ved i dag. ”Hvor mange er I i dag?”, lyder det rundt ved bordene, når stolelegen skal gå op. Madholdet har talt rigtigt, så i dag er der dækket op til alle. I et af husene er der sygdom, så de har meddelt madholdet, at de kommer og henter maden, så de kan spise hjemme.
Sangbøgerne er fordelt, og dagens sang, som madholdet har valgt, afsynges på smukkeste vis – enhver med sin stemme. Tit akkompagneres på klaver.
Maden hentes ved buffeten og vegetarerne fordeler deres kødfrie ret mellem sig. Børnene bliver hurtigt færdige med maden, de smutter fra bordet og samles inde i legerummet. Blandt de voksne går snakken om løst og fast og verdenssituationen vendes
Efterhånden som folk er færdige med maden, bliver bordene ryddet, og kaffen sat frem. Madholdet for de næste dage samles ved et ledigt bord sammen med et par kogebøger og Brugsens tilbudsavis for at beslutte, hvad de vil lave til os. Det går lidt langsomt med at finde på noget, og de minder hinanden om det, vi så godt ved, men tit glemmer: Man skal lave madplan, når man er sulten – ikke når man er mæt.
Madholdet bliver hurtigt færdig med kaffen, opvasken venter. En stiller sig ved vasken og går i gang med at skylle af og sætte i opvaskemaskinen. Selvom maskinen er meget hurtig, er det altid den som afgør, hvornår opvasken er overstået. De to andre sætter på plads, putter madrester i fryseren, vasker bordene af og rydder op. Da det er madholdets sidste dag, skal der også vaskes gulv, og man starter med at støvsuge, mens de sidste bakker køres gennem opvaskeren.
Mens der er hektisk aktivitet i køkkenet, slapper alle andre af i spisestuen helt uden dårlig samvittighed. Vi ved godt alle, at en anden dag er det os, der knokler, mens de andre slapper af. Halv otte er gulvvasken klaret, og madholdet kan gå hjem. De hjælper viceværten lidt og låser fælleshuset af, før de går hjem.